Vil du fange en gedde på over 15,3 kg eller hvad med en sandart på 7 kg?
Du behøver selvfølgelig ikke fange rekorden for at hygge dig og have det sjovt med fiskeriet. Muligheden for at fange en aborre og slutte af med at stege fisken over bål i bålhytten ved Heksebroen kan gøre en fiskedag helt perfekt for store og små. Der er mange fine fiskepladser ved søen - også hvis du skal lære de yngste at fiske.
Jels Søerne er en oplevelse for hele familien - hvad enten du fisker eller bare vil nyde naturen.
De tre skønne søer Nedersøen, Midtsøen og Oversøen blev skabt af istidens vældige vandmasser og har i dag tilsammen et areal på hele 78 ha. Her kan du opleve den stille skov og fornemme de store dramaer, som udspiller sig under overfladen i søerne. I Nedersøen er der på det dybeste sted 11 meter dybt - og stejle skrænter i søen. Mange steder kan du ved kast fra land nå ud over vanddybder på over 8 meter.